Eivindvig
Av Henrik Wergeland
Ned med Seilet! ind fra Havet!
Ind hvor, under Sæd begravet,
drømmer stille Eivindvig!
Ind at see, om Rug og Havre
tør paa Fjeldets Branter klavre,
uden at forkjøle sig!
Der bag Roser Maagen bygger.
Rugen i Morellens Skygger
triner kjæk og kront paa Myr.
Som et Solskin Bygget blinker,
men derover Heien synker
lummer Vellugtnat fra Fyrr.
Gaaer den Hosbond graa i Døden,
bag ham Kløver-morgenrøden,
som han skabte, skinner klar.
Gaaer din Sjel til sidste Stjernen
Sommervinden i Lucernen,
Dahl, skal synge Hvad du var.
Skjule maatte sig jo Stranden,
blank og bar som Munkepanden,
for den stærke Jesupræst.
Gyldne Haver ham af Haanden,
Lysets Straaler ham af Aanden
gaae fra Eid til Sognefest.
For at øve Mandestyrke,
lære Adamsbarn at dyrke
Eden frem af golde Jord,
Herren Eivindvigen skabte
til et Skjær, hvor Bølgen skrabte
af hvert dristigt Foraars Spor.
Sjeleild mod Elementer!
Ædle Promethider henter
ifra eder Selv den Kraft,
som befaler Hav at loggre,
tømmer Tordenskyens Koggre,
kløver Fjeldene som Taft.
Byd, du Sjel! – Naturen taber.
Eivindvigens anden Skaber
triner under sin Tropæ:
Abildgaardens hvide Fane,
mens i Plovens Seiersbane
Axet bøier tusind Knæ.
Medens svarte Myr forgyldes,
Templet – hør! – af Toner fyldes.
Det er Englevingers Klang,
dem han ud af Kofter spiler:
Brød af Steen og Aand af Striler
Dahl i Eivindvigen tvang.