Per Sivle: Dikt

Per Sivle: Dikt

Per Sivle – forfatter av arbeiderromanen Streik – hadde ikke noe snevert perspektiv på arbeiderklassens kamp. Akkurat som han så lønnskampen, kampen for organisasjonsfriheten og streikeretten som deler av denne kampen, var han klarere enn mange andre over at kampen for den nasjonale sjølråderetten også hørte med.

Vi gjengir her noen dikt han skrev for norsk uavhengighet av Sverige. Siden han levde fra 1857 til 1904 var kampen mot unionen et spørsmål som kom til å prege diktinga hans betraktelig.

Mange av diktene viser oss at unionstilhengerne den gangen som nå, første fram at «Norge ikke kan klare seg alene», at «et lite land som Norge trenger sterke beskyttere», «at Norge har for få ressurser til å stole på egne krefter», osv.

Og Sivle svarer disse argumentene på en måte som vi kjenner, men som historien gir ekstra vekt: «Vi har ikke Råd til at sælge vort Land – så kom ikke her og gjør Bud»!

Til tross for at enkelte av Sivles dikt har religiøse innslag, til og med noen av de beste har det, så bør vi hylle dem. En dikter kan, like lite som noen annen person, vurderes løsrevet fra sine historiske betingelse. Og vurdert slik, er diktene viktige bidrag i kampen for norsk sjølråderett, som ikke bare tilhører en forgangen tid, men som tilhører oss som er EEC-motstandere og revolusjonære i dag.

Vi har her tatt med mest nasjonale kampdikt, men vi har også tatt med diktene «Arbeideren», «En fyrstikke», «Kuba», og «Irland, for å vise at Sivle visste hvem som var den historisk avgjørende klassen, at han kjente kampens perspektiver og at han var internasjonalist.

Enkelte vil kanskje forundre seg over at vi tar med diktet «Norsk industri» – skal vi hylle den også! Ja, slik Sivle framstiller den – som det norske arbeidende folkets verk! Norsk industri tilhører dem, og ikke dem som har tilegnet seg de verdiene folket har skapt og som vil selge dem til imperialismen.

Når det gjelder de nasjonale kampdiktene, så mener vi karakteristikken av svikerne, unionstilhengerne, er så drepende god at vi formelig kan se Bratteli vri seg. Men dom sjøl!

 

VI HAR IKKE RÅD

Vi har ikke Råd

til at sælge vort Land,

– så kom ikke her og gjør Bud!

Vort Land er os selv,

og en Nidding den Mand,

som vil sig til Salg stille ud.

Er Manden end aldrig så fattig, – nuvel,

han er dog for kostbar til Træl.

 

Vi har ikke Råd

til at sælge vor Ret

og sælge vor Fremtid med den.

Vi husker, at Esau

faldt Salget så let,

men ikke at vinde igjen.

For Retten er Manden,

og sælger han den,

står bare en Lodden igjen.

 

Vi har ikke Råd

til at sælge vort Flag,

men vel til at folde det ud.

Vort Flag det er vor

og vort Fædrelands Sag,

vort Merke for Mand og for Gud.

Og Flagget skal lyse

hvor Nordmænd går frem.

Og leve skal Norge, vort Hjem!

 

VILJE

Sandt er det sagt.

at Vilje er Magt,

så sandt den er sund og sterk.

Vil som en Mand

så er du en Mand

og magter et Manddoms-Verk.

 

Vil som en Træl,

så er du en Træl,

der er ingen anden Råd.

Vil som en Hund,

så er du en hund

og passer til Hunde-Dåd.

 

Vil du dit Flag,

så heis det idag,

og dermed er Flagget dit.

Vil du dit Land

og vil det som Mand,

så har du det frelst og frit.

 

ARBEIDEREN

Fra Hånden til Munden, idag som igår,

se. slig var jo gjerne Arbeiderens Kår.

For Evner og Yrke Tilværelsen bød

ham mang en gang neppe det daglige Brød.

Og sæl vil han prises, om ei han gikk træt,

for han tiden Bekymring fik spise sig mæt.

 

Et efter et rulled Seklerne frem.

Slegter og Meninger skifted med dem.

Det bobled, det bølged på Folkenes Hav,

der hæver sig Tanker, der reiste sig Krav,

Legioner af dristige Viljer sig samle

så man – til Kamp for det Ny mod det Gamle.

Så slog Trikoloren med Melding om Seir

sin Vinge ud over Frihedens Leir.

 

Fornyet stod alt i den sprængte Ramme,

Arbeideren blot var omtrentlig den samme.

Vistnok han midt i det svare Bulder

løfted mod Himlen sin brede Skulder

og sendte sit Blik mod det sælsomme Gry,

men spytted så råvild i Næven påny,

greb atter om Skaftet, stræved og kaved,

og tænkte på Foden og roted og graved.

 

Det var, som fødtes han åndelig stum

og med Ryggen som skabt til at være krum.

Se, dette voldte den lammende Magt

af det tunge Årtuseners Tryk af Foragt.

Og det tog Tid, for han blev så lærd,

at han fatted sit eget Menneskeværd,

hin svære lære, for det ved Vorherre:

det er smat med den Kundskab endnu, desværre!

 

Imidlertid gryr det dog også af Dag

for Arbeideren nu og Arbeiderens Sag.

Hans Lov er ei længer den gamle Vane.

Og Verden begynder omsider at ane:

hans Hjerne kan fostre glødende Tanker,

at også hans Bryst har et Hjerte, som banker.

 

Hvo Tidernes Tegn en Smule forstår,

han ser, at Arbeidernes Tid, den er vor.

Med higende Trang de fra Vinter mod Sommer

i tunge Fylkinger endelig kommer.

stevnende frem efter Brødres Eksempel

mod Menneskerettighedernes Tempel,

slig, at Europas Grundvold i dag

skjælver ved Træsko-Trinenes Slag.

 

Vi hører alt, de knaker, de gamle Planker,

når de barkede Næver på Porten banker,

Vi hører fra tusen Tuseners Nod

Fordringen tordne: Retferd og Brød!

 

Og Rigerne dirrer, og Sindene bæver,

mens Stemmer sig samler, og Råbet sig hæver:

«Luk op! luk op! skyd Slåen tilside!

luk op, før der sprænges! luk op itide!

 

 

NORSK INDUSTRI

Det er tidt nok sagt, at Norge

er et fattigt Land,

som sit Livsens Tarv må borge

fra en fremmed Strand.

Men ifra en Ålgårds-Vandring

tør jeg nu, til en Forandring,

trøstig sige noget slikt

som at Norges Land er rigt.

 

Elven randt, og Fossen skummed

vel titusen År,

og den talte, sang og brummed

– helst når det var Vår.

Men det var sålænge Tingen,

at dens Stemme skjønte ingen,

der den trofast Nat og Dag

rosted Norges Velfærs-Sag

 

«Jeg har Kraften – blot du gider

bruge mig!» den kvad.

Og så kom han da omsider,

Esben Askelad.

Og snart surred Hjul og Spoler,

og der klapred Væverstoler.

Og så stod man midt oppi

Norges unge Industri.

 

Fosser har vort Norge nok af,

hele Favnen fuld?

Sauer har det og en Flok af– dermed har vi Uld.

Og så gjælder det at stræve

med at klippe og at væve.

Hei! så har det ingen Nød:

det gir Klæder, det gir Brød!

 

Hør og se, hvor Ekko vækker

lydt som Hanegal

flinke Hænders travle Rækker

alt fra Dal til Dal.

Og omsider skal vi male

Himmel-Ild i vore Dale.

Lys og kraftig skal den bli,

Norges unge Industri!

 

Vel, så slut med at bejamre

Norges Magerhed!

Det har Malm, og vi har Hamre,

– vi er Lykkens Smed.

Dermed kan vi seiers-trygge

vor og Landets Velfærd bygge.

Leve det! og leve vi!

Leve Norges Industri!

 

NOREG

 

Og Noreg vart funne,

og Noreg vart bygt.

Og Noreg vart samla,

og Noreg vart trygt.

 

Og Noreg vart svike,

og Noreg vart strypt.

Og Noreg vart rive,

og Noreg vart klypt.

 

Og Noreg tok Spenne-Tak,

kom seg på Fot.

Og Noreg det auka

i Evle og Mot.

 

Dei flidde det Krykkja,

dei flidde det Stav.

Men Noreg, det vil inkj

evita derav.

 

På sjølveigen Grunn

og med Fana si rein

det fritt orkar standa

på sjølveigne Bein.

 

Og slik skal det standa,

som dugande Kar

– so sant inkje Nordmenn«

slær Krok» fyr sin Far.

 

Um Noreg påny

vert basta i Band,

so fell det fyr svikefull

Nordmanna-Hand.

 

Men stuper det atter

vårt Noreg, fyr Svik,

lyt Svikaren trø

yver Nordmanna-Lik.

Gjev Handi di, Bror min,

me lovar og kved:

Skal Noreg gå under,

so vil me gå med!

 

EN FYRSTIKKE

«Tag vare! «Tag vare!»

«For Pokker, det er jo en Fyrstikke bare!»

Hør mig engang,
Hr. Pål og Hr. Per:
sig, ved I vel.
hvad en Fyrstikke er?
 

Mon I forstår,
hvilken Evne og Magt
der er i en eneste
Fyrstikke lagt?

Kan I vel fatte.
at den er i stand
til endog at sætte
en Verden i brand,
hvor Stoffets Betingelser
ligger til rette?

Men så du en tændsvanger
Fyrstikke dø.
så vid, at der døde
en Flamme i Frø.
Den eied Gnisten
se, det er Tingen.
– Og der er så mange.
som eier slet ingen.

 

KUBA

Hva spørges der om Liv og Livets Ret,
hvor Rovdyr mener sig at mangle Føde?
Den Spanske Blodhund er ei endnu mæt
og tørster efter mere af det rode.
Og derfor er det, Kubas Folk må bløde,
mens Kugleregnen falder tung og tæt.
– og Washington og London går og spøger
og hver sin egte Havaneser røger.

Se hvilken Offerrække Øiet moder
som Vidner mod den spanske Ild og Dolk,
fra Montezuma på sin Seng af Gløder
til Perlen for det nederlandske Folk
og ham, som nys gav Kubas Bøddel Svolk.
– 0 Spania, du Livs- og Friheds-Oder,
din egen Lykke er i Blod begravet
på begge Sider af Atlanterhavet.

Du kjæmper – ser du ei? – en håbløs
                                                 Kamp.
Hvor Gud vil frem, der stritter du tilbage.
Det hjælper ei, du sætter på med Damp:
du taber, har alt tabt i lange Dage.
Ifra at være sterk blev du den svage,
men lærte ei tiltrods at du fik Tamp.
– Dog. Kuba når sin Ret med Tid
                                    og Stunder.
om selv du i dit Vanvid skal gå under.

 

IRLAND

Da Nordens Folks
som Barbarer end
for frem over Land og Sjø,
der blomstred hist vest
i Havet en Grænd
på Erins den grønn Ø.
Dens Styrke lå ei
i Sverdets Stål,
men det var ved Fredens Verk,
som byggedes op
under Barde-Mål,
den agted at vokse sig sterk.

 

Da kom der Ravne
fra fremmed Kyst
med Neb og med Klo af Jern.
De hugged og grov

 

med rovsvanger Lyst
og tynte Plantning og Vern.
Og værst var de
fra de norske Fjeld,
det kan vi ei komme forbi.
Og at der i Irland
blev Folke-Kveld,
har Norge sin Andel i.

Så trampedes Landet
af engelsk Hæl
i Hundreder lange År.
Og de, som omsider
ei sulted ihjel,
fik nøies med Trælle-Kår.
Den engelske Lord
blev mæktig og rund
på Biff fra Irernes Land.
Den irske Borger
fik prise den Stund,
han havde Poteter og Vand.

Man korser i hellig
Harme sit Bryst
mod Irernes Fenier-Folk.
Men er det kan hænde
netop af Lyst,
at de hader og bruger Dolk
Nei, det er et Fædrelands
krænkede Blod,
som maner den irske Æt
at stevne fremmed Vanviddets Mod
til Irlands Hevn eller Ret.