Enhedslisten – rødere enn Rødt eller et dansk SV?

Av Bjørn Tore Egeberg

2014-03

Enhedslisten er blant de venstrepartiene som får det til å svinge. De fører en vellykket opposisjonspolitikk på Folketinget.

Spesielt under trepartiregjeringen (Sosialdemokratene, Radikale Venstre og SF) har EL stått fram med et alternativ for folk flest.

Bjørn Tore Egeberg er organisasjonssekretær i Heismontørforeninga. Satt i ledelsen av Rødt fram til 2010, og er nå med i faglig utvalg i partiet. Har vært gjest på tre årsmøter i Enhetslisten.

Danmark har en mindretallsregjering, som er avhengig av støtte fra enten høyre- eller venstresiden for å kunne få vedtatt noe. Regjeringens forslag om kutt i dagpenger og reduksjon av bedriftsskatten har satt sinnene i kok, og Enhedslisten har gitt gode svar. I forhandlinger med regjeringen har de avverget kutt i dagpengene. Samtidig har politisk ordførende Johanne Schmidt-Nielsen gang på slått fast at Socialdemokratene velger høyrepolitikk framfor å løse arbeiderbefolkningens presserende problemer.

Det er vanskelig å gi noen gode svar på hvorfor Enhedslisten har holdt stand på Folketinget, mens RV falt ut i 1997, og RV og Rødt deretter har vært et nesten-på-tinget parti. Det er langt lettere å slå fast at Enhedslisten framgang de siste ti år henger sammen med de fire hovedsakene de jobber med:

  • Politikk for arbeidere og arbeidsløse
  • Bevar miljøet og skap grønne arbeids-plasser
  • Mot dansk EU-medlemskap
  • Kvinnekamp og feminisme

Om man skal forsøke å sammenlikne venstrepartier i Skandinavia, så er det viktig å se på ledighetstallene. Mens den norske ledigheten på 3,5 % er nærmest usynlig i media, så er ledigheten i Danmark og Sverige et stort politisk spørsmål, som ikke kan ties i hjel (se tabell).

Hvis Enhedslisten ikke hadde hatt gode svar på de lediges krav, så er min spådom at de hadde hatt en elendig oppslutning. De lediges krav er først og fremst arbeid, dernest at de langtidsledige ikke skal miste dagpengene. Enhedslisten har presset treparti-regjeringen til å trekke tilbake forslag om å stoppe dagpengene til de langtidsledige. Det er blant annet dette som har ført til at over 10 prosent tror at Enheds-listen er i stand til å presse regjeringen til venstre, og har erfart at å sende Enhedslisten i forhandlinger med gode galupptall i ryggen kan gi resultater.

Opposisjonspolitikken til Enhedslisten blir godt uttrykt i Hovedbestyrelsens beretning til årsmøtet i 2014. (Se boks)

Utdrag fra hovedbestyrelsens beretning:

Den politiske ramme for vores arbejde

Trods mange forsøg fra økonomer, ejendomsmæglere og politikere på at tale den økonomiske situation op er hverken den danske eller den globale økonomi kommet ud af den kriseperiode, der blev udløst af det finansielle sammenbrud i 2007 og 2008. Under alle omstændigheder er der ikke nogen forbedringer på de områder, der har direkte konsekvenser for både arbejdende mennesker og folk på overførselsindkomst.

Hverken den samlede arbejdsløshed eller langtidsarbejdsløsheden er faldet, og reallønnen er ikke steget.

Den efterhånden fasttømrede blok, der består af finanssektoren, arbejdsgiverne og hovedparten af de politiske partier, forfølger fortsat deres overordnede politiske projekt, hvis mål er en langsigtet omfordeling af værdier fra arbejderklassen til kapitalen, kombineret med et særligt forsøg på at styrke den danske kapital og sekundært den europæiske kapital i den globale konkurrence med resten af verden. Deres tre væsentligste redskaber til opnå dette mål er:

• At skabe og fastholde et pres på løn- og arbejdsforhold gennem fattiggørelse af en stor gruppe af arbejdsløse og gennem import af arbejdskraft udefra, der er parate til at arbejde for mindre end danske overenskomstforhold.

• At svække og undergrave arbejderklassens kollektive rettigheder og de faglige organisationer.

• At nedbringe den del af samfundets økonomi, som anvendes til velfærd bredt set. Regeringens og regeringspartiernes politiske krise er også fortsat en kendsgerning og måske ligefrem skærpet med det næsten totale sammenbrud for SF og deres udtræden af regeringen. Trods nogle isolerede tilløb til at bryde med resten af den nyliberale blok (f.eks. små initiativer omkring social dumping) gennemfører regeringen på det økonomiske og sociale område fortsat en politik ud fra samme ideologi og med stort set samme redskaber, som de foregående regeringer anvendte, og som blå blok også i dag står for. Konkret har det givet sig udslag i, at regeringen har gennemført de centrale dele af deres politik med blå blok. Vækstpakken, Kontanthjælpsreformen, den fortsatte accept af de katastrofale konsekvenser dagpengereformen, finansloven og indgrebet i lærerkonflikten er de tydeligste eksempler på den kurs, regeringen har valgt.

Resultatet er, at regeringspartiernes og SF’s opbakning stadig er så lav, at selv med Enhedslistens fremgang, er der meget langt til et flertal, der efter et kommende valg igen vil pege på Helle Thorning-Schmidt. Værre er det, at skuffelsen og desillusioneringen i de samfundsgrupper, der bragte regeringen til magten, bliver stadig mere markant. Det betyder bl.a., at vi ud over lærerkonflikten ikke har oplevet stærke mobiliseringer mod regeringen eller for at presse den til en anden kurs. I forhold til partistøtte tyder meningsmålinger på, at cirka en tredjedel af regeringspartiernes frafaldne vælgere går til blå blok (primært DF), en tredjedel til Enhedslisten, og en tredjedel til sofaen, hvorfra blå blok til gengæld henter andre vælgere.

Enhedslisten har fulgt den overordnede kurs, som vi fastlagde før det seneste valg, med kritik af regeringens politik, støtte til og forsøg på at opbygge et udenomsparlamentarisk pres på regeringen, politiske krav/opfordringer/initiativer til politiske forlig og konkrete forhandlinger om fælles lovgivning. Trods intentioner om at rette hovedskytset mod blå blok har dette næsten været umuligt, fordi regeringens tiltag har været så skadelige, at det har været nødvendigt at fokusere på dem, og fordi det ofte har været svært at pege på politiske udspil fra blå blok, der var åbenlyst værre end regeringens.

Som et resultat af Socialdemokraternes og SF’s politiske fallit og af Enhedslistens samlede politiske linje og aktiviteter har vi fastholdt den styrkeposition, vi opbyggede i meningsmålingerne før og under valget og i den første del af regeringsperioden. Vores absolut højdepunkt var nogle måneder i foråret 2013 efter Vækstpakken og Kontanthjælpsreformen med støtte fra mellem 11 og 13 % af stemmerne, men efter sommeren 2013 har vi ligget stabilt på mellem 10 og 11 %. Tilsvarende er vores medlemstal fastholdt på omkring 10.000 medlemmer. Man kan vælge at vurdere det forløbne år som endnu et år, hvor regeringen svigter sine egne vælgere, eller man kan vælge at se perioden som en skærpelse af regeringens blå kurs. Under alle omstændigheder betyder kombinationen af regeringens politik, fraværet af markante bevægelser og desillusioneringen, at det er blevet stadig sværere at fastholde ideen om «at trække regeringen til venstre» som vores hovedperspektiv.

Derfor har vi i stigende grad været nødt til at understrege, at vi ikke er støtteparti, men oppositionsparti. I og med at vi ikke er i en situation, hvor vi kan pege på os selv som regeringsbærende parti, må vi fortsat udnytte de muligheder, der kan opstå for at presse regeringen til at gennemføre politiske tiltag sammen med os.

Men samtidig er vi blevet nødt til at åbne diskussionen om, hvilket hovedperspektiv vi skal have i stedet. En sådan nyt perspektiv må indeholde en større vægtning af fremførelse og udbredelse af vores egen politik og samfundsvisioner – i forhold til at fokusere på de forbedringer, vi måske kan få regeringen med på. Det er derfor på høje tid, at HB får taget hul på den del af arbejdsplanen, som fastslår, at vi «skal arbejde med at udvikle forståelige alternativer til kapitalismen,såsom en demokratisering af finanssektoren, anderledes produktionsforhold, udbygning og demokratisering af den offentlige sektor mm., så vi både gennem parlamentariske og udenomsparlamentariske aktiviteter kombinerer ideologiske og systemoverskridende krav med konkrete løsninger på aktuelle problemer.»

Vi må også i højere grad påtage os ansvaret for at tage initiativer, der kan føre til folkelige aktiviteter, bevægelser og organiseringer.

Her har vi stærkt forbedrede muligheder, hvis vi formår at udnytte det kommunale gennembrud, vi fik ved valget.I udviklingen af et nyt perspektiv må vi udnytte erfaringerne fra lignende venstrefløjspartier i Europa, der også har oplevet en betydelig vækst, og som også arbejder i en situation med tilbagegang eller ligefrem sammenbrud fra de traditionelle reformistiske arbejderpartier.

Hovedbestyrelsen sier der at Enhedslisten for tiden ikke kommer noen vei med forsøkene på å trekke sosialdemokratene til venstre. Deres svar er å

arbejde med at udvikle forståelige alternativer til kapitalismen, såsom en demokratisering af finanssektoren, annerledes produktionsforhold, udbygning og demokratisering af den offentlige sektor mm., så vi både gennem parlamentariske og udenomsparlamentariske aktiviteter kombinerer ideologiske og system-overskridendekrav med konkrete løsninger på aktuelle problemer.

Denne konklusjonen har blitt mer aktuell etter at SF trakk seg fra regjeringen, og har blitt opposisjonsparti.

Selv om Enhedslisten står samlet bak denne konklusjonen, så er jeg ganske sikker på at det vil bli en del intern ballade når partiets svar på den vedvarende avvisningen fra Socialdemokratene skal settes ut i praksis. Spesielt når galluptallene begynner å svinge opp og ned. Det vil ganske sikkert være krefter i partiet som vil kritisere den nye kursen for å være kun revolusjonære fraser, som hindrer EL i å oppnå konkrete resultater for den arbeidende befolkningen. Den motsatte fløy vil kritisere folketingsgruppen for at ideologiske og systemoverskridende krav får for liten plass i partiets budskap. Spesielt vil behandlingen av regjeringens neste statsbudsjett (som heter finanslov i Danmark) være en test på hvordan den nye kursen skal være i praksis. Dersom regjeringen legger fram et statsbudsjett som ikke kan få støtte fra høyresiden, vil EL igjen få valget mellom å støtte sosialdemokratenes borgerlige budsjett, eller å rydde plass for en blåblå regjering.

«Rødere enn Rødt eller et dansk SV?», var spørsmålet jeg stilte innledningsvis. Enhedslisten var opprinnelig en allianse mellom Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og flere små venstre-grupper. Enhedslistens har i langt større grad enn andre partisamlinger lyktes i å bli et nytt parti, på den måten at dagens uenigheter i partiet i liten grad følger de gamle partiskillene. Samtidig har de 7000 nye medlemmene, som de gamle partiene aldri fikk tak i, valgt inn unge folk i partistyrene. Det vises blant annet i programdebatten, der en del folk i partiet ønsket et nytt program for å fjerne formuleringer som sår tvil om partiets demokratiske sinnelag, mens andre fryktet at det nye programmet skulle bli et tannløst program som skrev «Demokratiet stopper ved virksomhetenes port» og dermed spredde illusjoner om kapitalismen. Denne uenigheten kan heldigvis ikke forstås som et skille mellom de gamle Venstresocialisterne og tidligere medlemmer av Danmarks Kommunistiske Parti.

Det nye prinsipprogrammet ble vedtatt i mai. Programmet er tilgjengelig for medlemmer og interesserte, også selv om man verken har lang politisk skolering eller akademisk utdanning. Dette var i alle fall målet, og det har partiet vært trofast mot.

De som tror at de kan lese ut av partiprogrammer om et parti er revolusjonært eller reformistisk, får derfor en umulig øvelse. Jeg synes akkurat det er like greit, for det er viktigere hvordan EL i praksis stiller seg til sosialdemokratene, og om de bygger en partiorganisasjon for allsidig klassekamp eller som en reindyrka valgkamporganisasjon.

Men noe står da i programmet:

Det grunnleggende skillet går mellom kapitalisme, som et samfunn for å skape størst mulig profitt, og sosialisme, som et samfunn for å dekke menneskenes behov.

Klassene er kapitalister som eier og kontrollerer verdipapirer, fabrikker, jord, råvarer og infrastruktur. Mot dem en broket klasse som lever av å selge sin arbeidskraft, eller av trygd.

Revolusjonen er en grunnleggende forandring, der kapitalismen erstattes av et sosialistisk demokrati. Det er umulig å forutse hvordan revolusjonen vil «forme seg». Men for Enhedslisten er det en forutsetning at revolusjonen blir bekreftet av et flertall gjennom folkeavstemninger og frie valg. Flertallets beslutninger skal også respekteres av den økonomiske elite som mister den makten de har i dag.

Sosialismen skal ha en demokratisk planlegging hvor langsiktige miljømessige og sosiale hensyn settes foran krav om vekst. Samtidig skal eiendomsretten være kollektiv, enten i form av gruppeeiendom eller at offentlig myndighet skal eie.

Så en kortkort sammenlikning av danske SF og norske SV. Begge partier har nylig gått ut av regjering etter å ha vært i regjeringer med sosialdemokratene som storebror. Danske SF har i dag oppslutning på 7,5 %, men sliter nok litt med at mange fortsatt oppfatter dem som et vedheng til Socialdemokratene. Enhedslisten mener at SF fortsatt ofte oppfører seg som et regjeringsparti. Nå i sommer har EL kritisert SF for å slutte seg til regjeringens omlegging av hjemmehjelpsordningen, som i virkeligheten vil føre til en rasering, slik Finn Sørensen fra Enhedslisten sier det. Men det er en del av bildet at EL og SF av og til samarbeider for å presse regjeringen, ofte for å presse regjeringen i grønn retning.

Det er ikke lett å konkludere på spørsmålet om Enhedslisten er rødere enn Rødt. Denne korte gjennomgangen viser at partiene er svært like i alt unntatt oppslutning og innflytelse. Hvis noen derimot påstår at Enhedslisten er et dansk SV, så har de ikke gjort hjemmeleksa. ELs klare kritikk mot sosialdemokratene og deres aktive innsats i grasrotorganisasjoner minner veldig lite om SV. Så hvorfor gjør Enhedslisten det så bra? Jeg finner ikke grunnlag for å påstå at Enhedslistens oppslutning skyldes tannløs politikk, snarere tvert i mot. Enhedslistens suksess kan heller forklares med at de har vært dels heldigere enn Rødt. Der Rødt har blitt et nestenparti ved Stortingsvalg, har EL også i dårlige valg klart å beholde plassen på Folketinget. Etter et godt valg i 2011 var de til og med så heldige å havne i vippe-posisjon. Og dels har Enhedslisten vært dyktigere enn Rødt, spesielt med å gi partiet en grønn profil og en profil som kompromissløse forsvarere av fagbevegelsens krav.

Land

Prosent

Norge

3,5

Danmark

6,5

Sverige

8,1

Ungdomsledighet

 

Norge

9

Danmark

12

Sverige

23