De Sidste Kloge (Åpningsreplikken til Hilal)

Av Henrik Wergeland

Nr 3 2008

«For fæl er Hungers Rædsel selv for Døden.
Af skræk den klodset, seent kun ender Nøden.
De Stakkler have ikke Kraft engang,
at puste ud saa Aandens Lænker sprang.
De tære maae paa Mavens egne Hinder,
paa Blodets Farvestof til det forsvinder.
Først da, som Røgen i en blikstil Qvel
hensvæver sukløs Hungerpiintes Sjel
i ubestemt Secund, som ei tilhører
det Liv, som endes, ei begyndte Død.
Selv Sjelen synes døe i Hungersnød:
sin Tanke ei mod Himmelen den fører:
den eet med Støvets er: den er kun: Brød.
Og der er Brød, mens døe maae Jordens Slægter;
thi Den, som eier det, ved Loven negter.
Der findes Brød for Millioner; men
det efter Loven kun kan mætte Een.
Der gives Korn, men under Laas og Lukke,
og Prisen stiger jevnt med Folkets Sukke.
Fra toppet Alpekrands af Rug og Byg
af Havre gaaer en appenninisk Ryg
til hvide Hvedeætna, som i hede
Forraadnelse jo ryger allerede.
Thi bedre er Beholdningens Forliis
end Skjeppes Salg til Skillings Underpriis.
Saa Monopolet vil, – den Magt, som Jorden
har knuget til den nu er Dødens vorden,
– det Enevælde, som i hvad Gestalt
det viser sig: som Konge eller Puger,
som Haandværksmand, der Laugets Særret bruger,
har Liv og Frihed over Jorden qvalt.»

 

(Henrik Wergeland: De Sidste Kloge, Farce Af Siful Sifada. Åpningsreplikken til Hilal)